Artikelindeks

Så er åerne lukkede for i år. Sen efterårets fiskeri i åerne har været meget svingende. Som sædvanlig skyldes dette blandt andet at fiskene i åen bliver mere og mere farvede.

For mit eget vedkommende har de sidste måned givet 5 havørreder på land, og kontakt med yderligere 8 fisk. Jeg oplever det som meget typisk at der er flere kontakter og løst krogede(læs mistede) fisk sidst på sæsonen. På min mest frustrerende tur her i efteråret mistede jeg fire havørreder efter kortere eller længere fight!!!

Kystfiskeriet, som jeg selv synes plejer at svinge sig op nu hvor de farvede fisk er "af vejen", har til gengæld ikke været som det plejer. Godt nok kan der fanges fisk, men der er længere end normalt mellem fiskene.

Nu hvor kulden begynder at sætte ind for alvor vil de tilbageværende havørreder på kysten begynde at trække mod de indre dele af Århus bugten. Samtidigt vil de begynde at blive "mærkede" af kulden og det stadigt faldende fødeudbud.

I denne omgang af fluehjørnet vil jeg derfor give et par generelle bud på vinterfluer. De bygger ikke på god imitation, men alene på deres krasse farver og deres liv i vandet kan "provokere" ørreden til at hugge.

Begge fluerne er kendetegnet ved at de ikke kun fisker godt på kysten, de kan også bruges som premierefluer i åerne, eller til vinterfiskeri i P&T vandene.

Det første mønster, er et amerikansk mønster, som jeg sidst har set i en artikel af den kendte engelske forfatter og fluefisker John Goddard. Min vinter variant over mønsteret er:

BS Red Yuk Bug:
Krog: Streamer str. 10 - 6, f.eks. kamasan B840.
Tråd: Rød Uni-thread 6/0 el 8/0  
Belastning: Blytråd  
Følehorn/ben: Gummiben fra BR bold, alternativt andre former for elastik eller gummi, f.eks. Wiggle legs, trusse elastik.  
Palmer: Rødt hanehackle  
Krop: Purple/R&osalsh;d flashcenille.  

Fluen bindes ved først at binde en eventuel belastning ind på krogen. Herefter bindes gummibenene ind, således at 2 ben sidder som hale, og 2 ben som antenner. De sidste ben bindes ind på tværs af kroppen med et par otte tals tørn. Kropsmaterialet tørnes op til krogøjet og efterfølges af palmerhacklet.

Mønsteret fungerer ikke alene i provokationsfarver, men fisker fint i andre farver hele sæsonen. Jeg har selv meget stort fidus til gummibensfluer, da jeg synes de giver fluer et fantastisk liv.

Honning fra Klarskov

Copyright © 2019. All Rights Reserved.