Havørredernes gydning finder normalt sted i december og januar. Men i takt med de større ørredbestande kommer der flere og flere meldinger om gydende ørreder i størstedelen af vinterhalvåret.

At gydningen finder sted over så lang en periode er der intet unaturligt i; det er ørredernes måde at sikre så stor en spredning af afkommet som muligt. På den måde garderer ørrederne sig nemlig imod ekstreme forhold i vandløbene, som måske ville kunne slå æggene i gydebankerne ihjel. Nye undersøgelser med radiotelemetri på Gudenåens vilde havørreder har vist, at de første ørreder her gyder sidst i oktober. De sidst gydende ørreder begraver æggene i slutningen af februar. Det er ikke kun i de større vandløb, gydningen starter tidligt. I de bornholmske vandløb - hvor ørrederne med garanti er vilde - startede gydningen i år allerede først i november. Det er noget tidligere end normalt, men den tidlige gydning skyldes, at der på grund af de store mængder nedbør, har været adgang til vandløbene.