Når vi skal narre en havørred til at hugge på vores agn, er det vigtigt at kende til ørredens måde at reagere på. Selvom vi kender dens normale reaktionsmønster, betyder det ikke, at vi altid kan forudsige, hvad den gør i en given situation. Men kender man de instinkter hos ørreden, som tænder huggeadfærden, kan man ikke så ofte få selv de træge fisk til at gå efter - og endog tage vores agn.

Instinktiv adfærd

Det er vigtigt at erkende, at ørreder ikke er kloge, men at alle deres handlinger er betingede af instinkter - og i mindre grad erfaringer. Det bedst kendte eksempel på fiskenes instinkter, stammer fra akvarieforsøg med hundestejlehanner. Man puttede en kønsmoden han, med den karakteristiske røde bug, i et akvarium. Herefter observerede man, hvordan hannen reagerede på forskellige fiskeattrapper. Det viste sig, at den var fuldstændig ligeglad med perfekte imitationer af ikke-kønsmodne hundestejlehanner, mens den derimod reagerede yderst aggressivt på alle røde genstande – også ting, som overhovedet ikke lignede en fisk. Adfærden skyldes, at hannen vil forsvare sit territorium overfor andre kønsmodne hanner. Eksemplet med hundestejlen viser, at det ikke – som man ellers kunne tro – er fiskeformen, som tænder den, men derimod farven rød. Det tyder ikke på den store intelligens, når fisken kæmper mod en rød klods, men det et meget vigtigt instinkt for hundestejlerne. For kun ved at forsvare sit territorium indædt, kan den håbe på at komme til at befrugte hunnens æg. Adfærden virker endnu mere grotesk, når forsøget siden viste, at hundestejlen også gik amok, når den så en rød postbil gennem vinduet. Hundestejlens adfærd er ren instinktiv, og man kunne sikkert stresse den ihjel ved at vise den røde genstande hele tiden.

Intet vidundermiddel

Med andre ord: Kender man den rette måde at pirre instinkterne på, har fisken ikke evnen til at sige fra, men den vil reagere, som instinkterne byder den. Det ville derfor være guld værd, hvis vi kunne finde ud af, hvilke faktorer, som på tilsvarende vis tænder ørredens huginstinkter. Dermed ikke sagt, at der findes et vidundermiddel, som med 100 procents sikkerhed får en rovfisk til at hugge. Forskellen ligger i, at parringsinstinkterne hos fisk – og mange andre dyr - er så stærke, at de er villige til at ofre livet for at få lov til at sætte afkom i verden. Ædeinstinkterne er også stærke, men vi ved alle, at fødesøgende fisk stopper med at tage føde til sig, hvis de på en eller anden måde skræmmes. Det at æde kommer altså ikke forud for alt andet. Selv om instinkterne bag jageadfærden ikke er så stærke, er de dog så dominerende, at selv havørreder, som ikke har ædt i flere måneder i ferskvand, alligevel kan lokkes til at tage en lille flue!

Øjne og sidelinie

For at forstå og udnytte disse instinkter i fiskeriet efter havørred, er det vigtigt at vide, hvordan den jager. Den væsentligste sans, som ørreder bruger ved fødesøgning, er synssansen. Det er derfor vigtigt, at vi bruger agn, som ligner noget en ørred kunne finde på at æde. Det er dog intet problem, for ørreder kan faktisk finde på at æde alt fra snegle og muslinger til frøer, mus, hugorme og fugle. Et andet sanseorgan, som sandsynligvis også spiller en rolle i fødesøgningen, er sidelinieorganet. Det er placeret langs ørredens side og består af en række nerveceller, som registrerer bevægelser i vandet. Det er et meget fintfølende organ, som sandsynligvis også bruges, når ørreder skal undvige fjender, som kommer bagfra og fra siden - for eksempel gedder. Kravet til agnen bliver nu, at den udover en silhuet også skal kunne lave bølger i vandet, som kan registreres af sidelinieorganet. Det bedste eksempel på det, er en spinder. For at forstå, hvorfor det er en god ide, at bruge agn, som virker på flere sanser, kan man bare forestille sig, at man ud for en bagerbutik pludselig bliver standset af duften af nybagt brød. Er man ikke hundesulten, kan man sagtens modstå fristelsen til at købe brødet. Hvis man nu også får øje på brødet, bliver fristelsen straks større, og får man lov til at røre ved det, er man med garanti solgt! Evnen til at pirre sidelinieorganet i kombination med en kraftig silhuet er sikkert også grunden til at woblere, cigarfluer og hårvinge-fluer med kraftige vinger af polarræv fanger så mange laksefisk i både fersk- og saltvand.

Fisk i rette vandlag

Bruger vi en af disse velprøvede agn overfor en jagende ørred, vil vi ofte få succes, men det sker alligevel ofte, at de jagende ørreder ikke ænser vore blink og fluer. En forudsætning for at fange en ørred, er selvfølgelig at vi fisker i det samme vandlag, som ørreden har rettet fokus imod. En engelsk undersøgelse viser, at ørrederne i de lyse timer jager nedefter og i de mørke timer fokuserer på byttedyrene i de øverste vandlag. Så selvom vi ser en jagende ørred i overfladen, er det måske ikke givtigt at affiske i overfladen, for ørreden er måske i gang med fødesøgning, som er rette mod bunden. Derfor er det vigtigt ikke at være fastlåst i et bestemt affiskningsmønster men at være i stand til at variere indspindingsdybden.

Spin-stop og andre kneb

Andre kendte tricks, som lokker selv træge ørreder til at hugge, er at ændre indspindingshastigheden - eller indspindingsvinklen ved at lægge stangen over til den anden side. Forklaringen på at det giver gevinst, skal søges i et af ørredernes jagtinstinkter. Et spændende eksempel på det instinkt, stammer fra den afrikanske Serengetti-slette, hvor mange forskellige rovdyr huserer. Et par geparder - som har det tilfælles med havørrederne, at de også fanger byttedyret i en kort sprint - havde skræmt en gazelle bort fra sin nyfødte unge. Ungen lå ubevægelig og blodig efter fødslen, mens geparderne prøvende slikkede lidt på den. Fordi ungen ikke kunne bevæge sig eller reagere med frygt, forbandt geparderne den ikke med føde, så de lod den være. Nogle timer senere var ungen kommet sig så meget, at den kunne rejse sig og tage de første spæde skridt. Med det samme ungen gjorde tegn til at ville fjerne sig, slog geparderne til og nedlagde dyreungen, der nu - i gepardernes øjne - opførte sig som et rigtigt byttedyr. Overføres gepardernes adfærd til den jagende ørred, svarer vores spin-stop til at ørreden opfatter det som om, byttedyret har opdaget faren og flygter - og så siger ørredens instinkt den, at det er nu, den skal slå til. Sjovt nok er der flere af ørredens byttedyr, der laver "spin-stop", hvis de jages. Blandt andet tobis er kendt for at søge mod bunden og i løbet af en brøkdel af et sekund grave sig ned i sandet, hvis den er truet.

Retningslinier

Udfra vores kendskab til ørredens jagtinstinkter kan vi nu opstille følgende retningslinier:

  • Fisk med agn, som i silhuet ligner et byttedyr.
  • Agn, som laver bølger eller vibrationer i vandet, virker bedre end agn, der ikke gør det.
  • Fisk i det vandlag, som havørreden jager i – det svarer ikke nødvendigvis til der, hvor vi ser den.
  • Varier indspindingen med spin-stop og sideskift.

Copyright © 2019. All Rights Reserved.