Ørredudsætningerne i Danmark har været med til at give os flere fisk i vandløbene og langs vore kyster. Men flere undersøgelser har vist, at de udsatte fisk klarer sig meget dårligere i naturen end de vilde. Derfor er der meget, som tyder på, at det - i det mindste nogle steder - kan betale sig at bruge ressourcer og tid på at genskabe så gode forhold i vandløbene, at fiskene igen får en chance for at reproducere sig naturligt.

 

Det er nu 10 år siden, at ørredudsætningerne blev sat i system med bestandsanalyser og udsætningsplaner. Udsætningernes formål var – og er stadig – at skabe selvreproducerende bestande og på den måde i sidste ende at overflødiggøre sig selv. Der udsættes i dag årligt i millionvis af ørreder, og selv om de danske vandløb gennem de sidste 20 år har fået det bedre, er der stadig lang vej igen, før vi når op på tidligere tiders fiskebestande. Danmarks Fiskeriundersøgelser har vurderet, at den oprindelige, årlige produktion af ørredsmolt i danske vandløb lå på mindst 2,7 millioner styk. I dag producerer vandløbene 177.000 vilde smolt, hvortil skal lægges 350.000 smolt, som skyldes udsætninger i vandløbene af yngel, ½-års og 1-års fisk. Der svømmer altså i dag 527.000 smolt ud af vore vandløb, hvilket er mindre end 1/5 af det oprindelige antal. Heraf kommer cirka 2/3 altså fra udsætninger. Hvis vi tager mundings- og kystudsætningerne med, som i 1997 udgjorde 1.200.000 fisk, når vi op på cirka 1,7 millioner ørredsmolt. Det betyder, at kun godt 1/10 af den nuværende ørredbestand består af rigtige vildfisk, og uden udsætningerne ville der kun være 1/15 af den oprindelige ørredbestand tilbage! En sidste vigtig oplysning om udsætningerne er, at 1/3 af de udsatte fisk kommer fra lystfiskernes avlsarbejde med vilde moderfisk.

Dårlige vandløb bærer skylden

Tallene viser, at det er urealistisk at tro, at vi i en nær fremtid kommer op på tidligere tiders ørredbestande. Spørgsmålet er snarere, om det nogensinde lader sig gøre. Tvivlen skyldes vandløbenes dårlige tilstand. Hele 96% af de naturlige vandløbsstrækninger har været udsat for så hårdhændet regulering, at de i dag ikke længere slynger sig naturligt gennem landskabet. Når et vandløb reguleres, bliver de fysiske forhold i åen meget ensartede. Der findes hverken lavvandede områder til ynglen eller dybe høller til de ældre fisk. Samtidig ligger gydegruset efter en regulering oppe på åbredden i stedet for i strygene. Yderligere er en reguleret å i gennemsnit 40% kortere end et slynget vandløb. Derfor er vandløbsarealet i 96% af vore vandløb i dag er reduceret med 40%. Alene på grund af det er det ikke sandsynligt, at vi nogensinde når op på den oprindelige ørredbestand, selv om vi engang i fremtiden skulle få genskabt de gode fysiske forhold i alle vandløbene. Mindre kan nu også gøre det, hvis bare udsætningerne fungerede optimalt. Det gør de imidlertid langt fra.

De vilde er de bedste

En undersøgelse fra Karup Å har vist, at de vilde ørreder her fuldstændigt har udkonkurreret de udsatte dambrugsfisk. Undersøgelsen er fra sidst i 1980´erne, hvor de vilde ørreder på grund af intenst garnfiskeri ikke vandrede op i åen i så store mængder, som de gør i dag. Alligevel udgjorde dambrugsfiskene mindre end 1% af samtlige fisk, hvor de i forhold til udsætningsmængderne burde have bidraget væsentligt mere til bestanden. Noget lignende gør sig gældende i de åer, som løber ud i Vadehavet. I perioden 1995 til 1997 udgjorde mundingsudsatte dambrugssmolt 2/3 af hele smoltudtrækket, men de mange fisk bidrog kun med 1/20 af fangsterne i vandløbene. Det svarer faktisk til, at en enkelt vildsmolt er ligeså meget værd som 38 dambrugssmolt!

Bedre i alle livsstadier

En norsk undersøgelse har vist, at vild ørredyngel i løbet af det første leveår har en overlevelse, der er 12 gange bedre end udsat ørredyngel fra et dambrug. I Danmark har flere undersøgelser vist, at de vilde ørreder har en væsentlig bedre overlevelse, når de som smolt skal trække ned gennem vandløbet, gennem søer og ud i havet. Fra undersøgelsen fra Vadehavet ved vi – som du kunne læse før – at de vilde har en meget større overlevelse i havet og dermed en større tilbagevendingsrate til fødevandløbet. Vilde ørreder har altså i samtlige livsstadier en meget bedre overlevelse end dambrugsørrederne. Det er der mange årsager til; det har for eksempel vist sig, at de vilde ørreder er bedre til at finde gode standpladser i åen, hvor det ikke koster megen energi at stå. De ved også instinktivt, at de ikke skal opholde sig, hvor rovfisk eller fiskeædende fugle kan få fat på dem. De vilde ørreder har også en bedre evne til at regulere salt- og væskebalancen - det kaldes osmoregulering - når de som smolt trækker ud i saltvand. Den nedsatte evne til at osmoregulere i saltvand er sandsynligvis en af de vigtigste grunde til, at hovedparten af dambrugssmoltene dør i løbet af kort tid efter udtrækket til havet. Fiskene dør ikke nødvendigvis direkte på grund af saltstress, men indirekte på grund af nedsat evne til at bevæge sig, mens de vænner sig til saltvandet. I tilvænningsperioden er de derfor et nemt bytte for måger, fiskehejrer og skarver.

Udsætninger gavner fiskeriet

Når vi nu ved, at dambrugsørrederne er et dårligt alternativ til vilde fisk, burde vi så ikke helt droppe disse udsætninger og i stedet satse på restaurering af vandløbene? Svaret er ikke entydigt. I mange jyske vandløb, som har et stort uudnyttet potentiale på grund af manglende gydegrus, stor sandvandring med videre, kunne man med fordel investere mere i restaurering, men andre steder i landet er vandløbene så dårlige, at ørrederne sandsynligvis aldrig vil kunne formere sig naturligt. Men kystområderne har et stort opvækstpotentiale for havørreder, så i mange vandløb bliver der udsat smolt. Smoltudsætningerne kan enten foregå i et vandløb; så hedder det en mundingsudsætning, eller de kan foregå direkte på kysten, og så kaldes de kystudsætninger. Disse udsætninger går under betegnelsen "fiskeriudsætninger" - fordi de ikke har til formål at genskabe bestande, men udelukkende skal være til glæde for fiskeriet.

Udsætninger er symptombehandling

Mundings- og kystudsætningerne bidrager med 2/3 af alle ørredsmolt, og uden dem, ville der ikke være meget at fiske efter langs de fynske og sjællandske kyster. Men udsætningerne kan være problematiske for de vilde fisk, hvis der i udsætningsområdet er vilde bestande eller, hvis der foregår avls- og udsætningsarbejde med vildfisk Hovedparten af de ørreder, som udsættes ved mundings- og kystudsætning, er fra jyske dambrugsstammer. Dambrugsfiskene kan på grund af deres store antal udkonkurrere skrøbelige bestande af vildfisk, og på den måde ødelægge muligheden for at genskabe en vild bestand. Det er man heldigvis begyndt at tage hensyn til. Smoltene er nu ofte afkom af vilde fisk. På den måde kolliderer foreningernes vigtige arbejde med at genskabe vilde bestande ikke med de massive udsætninger, som giver det spændende fiskeri langs vore kyster. Man bør bare ikke glemme, at udsætningerne er symptombehandling, og at vi i fremtiden bør satse mere på at lade vandløbene producere sine egne fisk. Det vil i længden give større ørredbestande - og i tilgift et bedre fiskeri.